Give Hundeklub

Give Hundeklubs historie

Give Hundeklub blev stiftet den 2/9-2004, med det formål at sætte fokus på familiehunden og træningen af denne. Klubben bestræber sig på at hjælpe familier, med at få en lydig og god familiehund ved brug af positive og moderne lystbetonede træningsmetoder.

Alle vores aktiviteter foregår i et røgfrit miljø, men rygere er også velkomne, vil holder dog blot alle aktiviteter, samt klub- og mødelokaler røgfrie.

Klubben træner på sportspladsen ved den gamle skole i Farre. Der er toiletfaciliteter, læ til eventuelle tilskuere og i vores klubhus i kælderen er der altid gratis kaffe, te, øl og sodavand.

Adressen er Bækvej nr. 5-7, 7323 Give.

Hvordan træner Give Hundeklub?

Givehundeklub træner efter principper som er lystbetonet. Lystbetonet træning (positiv forstærkning) betyder at man roser hunden for en ønsket adfærd f.eks. hvis hunden sætter sig på kommando, så bliver den rost med godbidder og kæl, dg at man ignorer/afleder hunden, når den udviser uønsket adfærd, som f.eks. at vende ryggen til hunden, hvis den springer op. Vores erfaringer viser, at man igennem lystbetonet træning, kan få en lydig og glad familiehund, samtidig med at man giver hunden et indholdsrigt liv og får et godt forhold og samarbejde med sin hund.

Give Hundeklub arbejder også med at lære hundeejer og deres familier at respektere deres hund og dens grænser. Dette fører til et godt og tæt forhold til hunden, som bygger på samarbejde og gensidig respekt. Børn og unge er meget velkomne til at deltage i træningen og igennem en snak med instruktørerne, selv at træne familiens hund.

Hvad er Give Hundeklub mere end en træningsklub?

Det er lige meget om man har haft hund før, eller om man er helt ny inden for hundeverdenen. Alle kan blive grebet af at træne og arbejde med sin hund. Denne fælles passion og interesse vægter vi meget højt i Give Hundeklub og derfor vil der flere gange om året blive arrangeret aktiviteter "ud-af-huset". Dette kan f.eks. være ture til hav eller sø, nærliggende hundeskove, foredrag og kursus om hunde og træning osv. Alle i familien er velkommen til at deltage i arrangementerne og komme med til den ugentlige træning. Det sociale element er en vigtig del af i Give Hundeklub og alle er velkomne til at deltage i aktiviteterne, eller til at blive og få en sludder efter træning.

Klubbens formålsparagraf

  • At hjælpe hundefamilierne til på en positiv og moderne måde, uden nogen former for straf, at kunne få en lydig hund og et godt lederskab.
  • At hjælpe hundefamilierne til på en sjov måde at kunne aktivere hunden, så den får et godt og indholdsrigt liv.
  • At afholde træningstimer hvor indlæringsprincipperne fremmer respekten for dyrehold og hundens velfærd.
  • At hjælpe unge til at få et godt samarbejde med hunden i familien og have en generel respekt for dyr.
  • At hindre voldelig adfærd og anden grov behandling af hunden.
  • At tilbyde medlemmerne, at alle aktiviteter foregår i et røgfrit miljø, hvor det sociale element også vægtes højt.
  • At trænerne altid er opdateret omkring de nyeste træningsmetoder under hensyntagen til dyrevelfærd.

Selv om vores aktiviteter foregår i et røgfrit miljø, er rygere selvfølgelig velkommen, vi holder blot alle aktiviteter, samt klub- og mødelokalerne røgfri.

Spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til klubben omkring træningen, eller omkring valg af hund, opdragelse, renlighed eller du generelt bare står med et spørgsmål, så skal du være velkommen til at kontakte klubbens instruktører. Se under fanen "instruktører".

logo

Bækvej 5-7, Farre, 7323 Give